Landdistriktsråd
Forsamlingshuse
Om Mariagerfjord.org
» Vest     » Landsbyerne » Handest » Udviklingsside

Udviklingsmuligheder

 

Landsbyens profil

Handest, Holmgård og Glenstrup er tre hyggelige landsbyer, hvor der er rart at bo. Holmgård og Glenstrup er smukt beliggende ved Glenstrup Sø. Handest er beliggende tæt ved motorvejen og endestation for Mariager-Handest veteranbane. Værdier som sammenhold, aktivt og bredt foreningsliv, samvær over hækken og nabohjælp er i centrum.

 

Der skal arbejdes på at fastholde samværet i landsbyen og de aktiviteter, der er tilbage i landsbyen. Udviklingen i landsbyen skal tage sit udgangspunkt i skolen, forsamlingshuset, sportspladsen, kirken og andre grønne rekreative områder - især søen.


Mulige projekter

Der er ønske om, i samarbejde med Veteranbanebestyrelsen, at foretage en generel oprydning og renovering af arealet ved stationen samt etablering af busvendeplads.

Der er ønsker om at gøre Glenstrup Sø mere tilgængelig for såvel turister som lokale. Det omfatter eksempelvis anlæggelse af et stisystem ved Glenstrup mellem Glenstrup, søen og de gamle kilder. Ved Glenstrup ønskes området ved Mare Kilde omdannet til et rekreativt område med bålplads, shelters, legeplads og borde/bænke.

Der er ønsker om en række tiltag til forbedring af de trafikale forhold: En trafiksikring af Skolevej i form af chikaner og en cykelsti på strækningen Handest-Holmgård-Viborgvej.

I forhold til børn og unge er der følgende ønsker:

1) Renovering af Klubhuset med nye toiletter.

2) Etablering af legeplads ved Klubhuset.

3) Udvikling af Åben Skole-aktiviteter omkring Medieværkstedet.

4) Etablering af en børnehave eller landsbyordning.

5) Etablering af et nærmiljø omkring skolen, der omfatter natur-, idræts- og motionsaktiviteter.

6) Etablering af gårdskole (heldagsklasse ved Søbakkeskolen).

Man ønsker en erhvervsudvikling i området. Byens placering tæt ved motorvejsnettet er også i denne forbindelse et fortrin. Der er ønske om på den ene side at nyudstykke en erhvervspark nær motorvejen, og på den anden side at udnytte eventuelle ledige landbrugsejendomme.

Der er et stort behov for at hele lokalområdet får samme postnummer - 9500. To forskellige postnumre besværliggør postomdelingen i en grad, der er uacceptabel.


 

Trusler

 

Skolen spiller en afgørende rolle i forhold til udvikling af landsbyrådet. En eventuel nedlæggelse vurderes at sætte hele området i stå. Også forsamlingshuset spiller en stor rolle for lokalsamfundets udvikling. Det er derfor vigtigt, at der løbende findes de nødvendige midler til vedligeholdelse af bygningerne. Der er behov for en generel renovering af Forsamlingshuset: Nyt tag, handicapvenlige toiletter og yderligere opmagasineringsplads til køkkenting.

Endelig vil en svigtende lokal opbakning til arrangementer og aktiviteter samt en mislykket rekruttering af nye frivillige kræfter få en negativ betydning for byens fortsatte udvikling.

© 2007 Mariagerfjord Landdistrikter - Mariagerfjord kommune
degngrafik.dk